Vision og mission

En verden, hvor ingen børn lider under voksnes overtro.

 

Vi redder uskyldige børn, der anklages for at være hekse, fra udstødelse, tortur og død. Med omsorg, beskyttelse og uddannelse for børnene og oplysning til deres lokalsamfund, bygger vi fundamentet for en fremtid, hvor børn bliver rustet til at udvikle sig som selvstændige, aktive og sociale individer, der bidrager positivt til lokalsamfundets udvikling.

Værdier

Børns rettigheder er grundstenen i vores arbejde. For at sikre alle børn et værdifuldt liv med kærlighed, tryghed, uddannelse og fremtidsperspektiver, er det nødvendigt, at overtroiske samfund bliver udviklet i en mere oplyst retning.

De værdier der driver os i vores arbejde er

  • Uddannelse
  • Børns rettigheder
  • Inddragelse
  • Udvikling
  • Vedholdenhed
  • Troværdighed
  • Uafhængighed

 

Uddannelse

Uddannelse er er en grundlæggende ret for alle børn – og én af de vigtigste forudsætninger for udviklingen af et barns personlighed, talenter og mentale og fysiske evner. Når vi redder udsatte børn, sørger vi for, at børnene kommer i skole i lokalsamfundet, så de bliver integreret med de lokale børn. På den måde viser vi også lokalsamfundet, at børnene ikke er hekse. På Land of Hope arbejder vores personale med børnenes faglige udvikling og støtter dem i deres individuelle potentialer, som giver dem håb og ambitioner for fremtiden. Vi ruster børnene til at tage aktiv del i den bæredygtige udvikling af deres samfund og dermed i bekæmpelsen af skadelig overtro.

Børns rettigheder

At anklage børn for hekseri er en kriminel handling. Det fastslår FN’s børnekonvention. Men det er de færreste af verdens fattigste og mest udsatte børn, der kender til FN’s konventioner eller national lovgivning omkring børns rettigheder. For at styrke vores børn lærer vi dem om deres rettigheder, og om hvad de skal gøre, hvis nogen krænker dem. Vi uddanner også de lokale børn og voksne samt myndigheder i at forebygge og gribe ind, hvis børns rettigheder krænkes.

 Inddragelse

Alle børn har ret til at blive hørt. Derfor har vi på Land of Hope oprettet Børnenes Parlament, hvor børnene udarbejder deres egne love og politikker for livet på Land of Hope. Vi støtter og opfordrer børnene til at udtrykke deres meninger, holde offentlige taler, tage initiativ og påvirke beslutninger, der har betydning for deres dagligdag. Børnenes Parlament fremmer børnenes trivsel og ansvarsfølelse, og vi tror på, at inddragelsen af børnene ruster dem til at træde ind i rollen som en selvstændig og handlekraftig aktør i deres eget liv.

 Udvikling

Alle mennesker bør kende til og have indflydelse på beslutninger, der påvirker deres liv og levevilkår, men verdens fattige og overtroiske samfund har sjældent adgang til eller indflydelse på den lokale og nationale politik. De bliver svigtet og marginaliseret af regeringen, som ikke gør noget for at uddanne og udvikle de fattigste samfund. Denne type svigt giver næring til junglelov, uvidenhed, overtro og hekseanklager mod børn. Derfor er udgangspunktet for vores oplysningskampagner en dialog der skal styrke små lokalsamfunds position over for regeringen, som i sidste ende er ansvarlig for at uddanne befolkningen.

Vedholdenhed

Vores hjerter bløder, når vi oplever, at børn bliver hekseanklaget, udstødt og tortureret. Vi lægger liv og sjæl i at redde de udsatte ”heksebørn”, som ellers risikerer at dø, men vi ved, at vi desværre ikke kan finde og redde alle børn i verden, der bliver anklaget for at være hekse. Den virkelige forandring kommer, når alle borgerne i verdens fattigste samfund lærer, at børn er uskyldige, og at ingen fødes som hekse. Det er en forandring, der tager lang tid, udvikler sig gennem generationer og kræver dialog, tålmodighed og en ukuelig tro på det gode i alle mennesker.

Troværdighed

Vores medlemmer og bidragsydere må aldrig være i tvivl om, hvad deres støtte går til. Vi har et ansvar for at vise dem, at vores aktiviteter er i overensstemmelser med vores værdigrundlag. Det er essentielt, at vi er åbne omkring, hvad vi gør, og hvordan vi gør det, så vores medlemmer og bidragsydere har tillid til, at vi bruger deres penge fornuftigt. På vores hjemmeside offentliggør vi relevante informationer, herunder årsrapporter og vedtægter.

Uafhængighed

DINNødhjælp er en ikke-statslig nonprofitorganisation, hvilket betyder, at vi er uafhængige af politiske, religiøse og økonomiske interesser.